Åmanden er et troldeagtig væsen, som derfor oftest holder sig skjult i søens dyb. Nogle gange tager han form af en underlig stor fisk med hale og manke som en hest. Andre har set ham som en fiskelignende mand med mos på ryggen. Han kan også tage form at et menneske med mørkt eller gråt tøj og langt sort skæg og hår.

BESKRIVELSE

Åmanden er en vætte, som er knyttet til vandet. Til forskel fra havfruen, som man finder ved havet, bor åmanden i ferskvandssøer og dybe åer. I Norge og Sverige kendes han som nøkken. Her foretrækker han at leve i fossende elve, hvor man ofte kan høre hans kald imellem lyden af det brusende vand.

Åmanden har  magt over vandets livgivende og mørke kræfter. Det er åmanden som sørger for, at søen er fuld af fisk og liv. Han bestemmer derfor også, om fiskeren får bid på krogen. Som betaling for det liv han giver til søen, kræver åmanden hvert år et menneske som offer. Mange drukneulykker er derfor åmandens skyld. Men selvom det netop ligner en ulykke er det ofte åmanden som er indblandet. Når en båd kæntrer på søen, kan åmanden hurtigt gribe de stakkels mennesker om anklerne og trække dem ned i dybet til sig. På de steder, hvor ofrerne er druknede, kan man ofte se hvide åkander, såkaldte nøkkeroser, blomstre på overfladen af søen. Disse planter har rødder på søens bund i åmandens have.

Hvis der går for lang tid imellem at åmanden får sit offer, kan man høre ham kalde nede fra søen, at nu er tiden inde. Åmanden behøver dog ikke vente på at folk falder i vandet ved et uheld. Han kan selv lokke og drage folk i søen, når de nærmer sig vandet. Til til dette formål spiller han magiske toner på sin violin. Åmandens dragende musik er lige så stærk som elvernes sang. Når han spiller melankolske toner på sin violin, kan han fylde mennesker med tungsindige tanker  om at drukne sig selv. 

Nogle mennesker har faktisk lære at spille på violin af åmanden, ved at betale ham for det. Til gengæld skal man giver ham et offer ved søbreden. Til gængæld lærer man så at spille de magiske toner fra Elverkongens stykke. Det siges, at alle der hører musikken, bliver så grebet af tonerne, at de vil danse til musikken stopper. En regel siger, at man kun må spille 10 ture, for ved den 11. tur bliver spillemanden selv grebet af sin egen magiske musik. Det vil derfor ende med at alle danser ud af lokalet i en lang kædedans. Den magiske sang tvinger dem alle ned til vandet, hvor de alle drukner.

VÆTTEKRÆFTER

Åmanden er en uovertruffen violinspiller. Han er også kendt for at spille på harpe eller horn - men violin er hans foretrukne instrument. Med sin musik lokker han folk til søen eller frister unge musikere til at opsøge ham.

Åmanden kan ændre skikkelse til forskellige dyr. Nogle gange ligner han en usædvanlig stor gedde med hestemanke og uhyggelige, sorte øjne. Andre gange ligner han en søtrold. Mange har dog også mødt åmanden i menneskeskikkelse, når han sidder ude i elven og spiller.

Åmanden har kræfter over søen og vandløbet og bruger dem til at drukne uheldige sjæle..

 

BESKYTTELSE MOD ÅMANDEN

Når man skal vil bade i søen, så kan man kaste stål eller en sten ud i vandet for at beskytte sig mod åmanden. Hvis stenen lander uden at plaske, skal man derefter erklære med høj stemme, at åmanden nu er bundet. Herefter kan man bade uden frygt. Bagefter skal man dog huske at slippe åmanden løs igen.  Til dette formål skal man smide en ny sten i søen og få det til at plaske højlydt.

Hvis man ønsker støre fiskelykke, kan man prøve kræfter med åmanden, og se om man kan drive ham ud af søen, og tage alle de fisk han råder over. Det er dog kun en fordel på kort sigt. Åmanden kan bindes ved at smide kirkegårdsjord ud midt i søen – evt. ved at binde det på en brændende stage midt i søen. Det er nemlig bedst at nå i landt inden jorden falder i søen, for åmanden vil blive meget provokeret af handlingen og forsøge at drukne den overmodige person.

Åmanden kan også bindes ved at lave en cirkel rundt om søen af hellig jord og det skal ske en torsdag aften. Dette efterfølges af et særligt ritual, der får åmanden til at springe op af søen og løbe bort.

Det er en god ide at efterlade en skilling på broen inden man går over et vandløb, så man ikke bliver valgt som åmandens næste offer.

En spillemand, der er blevet forhekset af åmandens musik, kan forsøge at spille sangen baglæns for at modvirke kræfterne, eller som sidste udvej forsøge at skære strengene på instrumentet over.