Dværgen

Dværgene er ældgamle, underjordiske væsener og urkræfter for smede- og skaberkunsten. Nogle mener, at guderne samarbejdede med mægtige dværgesmede under skabelsen af verdenen Midgård. Dværgene gav jordens væsner form, mens guderne gav dem liv. Dværgenes dybe sale ligger for tæt på dødsriget til at liv kan opstå dér. Kreationerne bliver derfor bragt op til overfladen, hvor guderne kan vække dem til live. Dværgene hører derfor nærmere til de dødes verden end til de levendes. De er selv udødelige, men til gengæld kan de heller ikke selv skabe flere dværge.

Dværgene er kendt for at smede uovertrufne våben og genstande. Deres magiske evner gør dem i stand til at smede alt tænkeligt, endda ting med fjer, hår og hud. Dværgene smeder fx magiske dyrehamme, så de kan færdes over jorden forklædt som dyr. Dyreskikkelsen beskytter dem samtidigt mod solens stråler, der ellers ville forvandle dem til sten. Flere ting i naturen er også opkaldt efter dværgenes færdigheder. Kvarts kaldes for “dværgsten”, da dværgene har spidset de klare krystaller med deres knive. Edderkoppernes spind, som er spinkelt, men stærkt, kaldes for “dværgenet”. Det beskriver fint de egenskaber, som mange af dværgenes kreationer har. Den vigtigste genstand, som dværgene har skabt, er Fenrisulvens lænke. De hjælper derfor med at holde kaos under kontrol indtil Ragnarok.

Nede i dybderne graver dværgene i jordens hemmeligheder. De ved særligt meget om sten og metaller og de kender dværgemagi, der kan udnytte stenenes magiske og lægende egenskaber. De har også samlet meget guld og andre rigdomme, og vogter over jordens skatte.

Dværgene er klippefaste i deres overbevisninger og man skal bruge både list og snyd for at overtale dværgene til at skabe noget for sig. Det er dog forbeholdt meget få mennesker, at have kontakt med dværgene, og historien beretter kun om to konger, som har prøvet at snyde dværgene til at hjælpe dem. Begge gange er de selv blevet snydt. Dværgene er nemlig ikke bare stædige men også udspekulerede og hævngerrige.

Vættekræfter

  • Ingen overgår dværgenes smedekunst. De er fortræffelige til at fremstille alt fra våben til smykker og ubrydelige lænker.
  • Dværgene er dygtige til at skifte form og de laver selv deres dyrehamme. De kan forvandle sig til forskellige dyr afhængig af situationen og de bruger dyreskikkelser med skæl eller pels som beskyttelse mod solen. De kan fx. tage form af en ørred, hjort eller edderkop.
  • Dværgene kan ramme mennesker med usynlige dværgeskud, der kan udløse sygdom lammelse og død. Noget tyder også på, at dværgene kan udsuge folks styrke og vilje uden overhovedet at røre dem.
  • Dværge kender stenens dybeste hemmeligheder, for de har gravet i jorden siden verdens skabelse. Derfor kender de til stenenes magiske egenskaber og ved hvordan de kan bruges til at læge sår, kurere sygdomme, lindre smerter, eller give beskyttelse, usynlighed og ønsker.

Beskyttelse mod dværgen

  • Hvis man vil undgå dværgene er det bedst, at man kun færdes ude i dagstimerne og holder sig fra deres områder.
  • Ender man i konflikt med dværgene skal man være ualmindeligt listig for at slippe ud af kniben igen med skindet i behold