Havfruen

Havfruen er smuk af udseende. Hun er kold og bleg, men har langt, gyldent hår og store bryster (siger sømændene). Fra bæltestedet og ned har hun enten fiskehale, finner eller bagkrop som en sæl. Havmænd træffes oftest på land, hvor de har lagt deres dyreham og ligner mennesker. De kan dog kendes på den våde, dryppende søm på deres klæder. Havmanden har langt sort eller grønt hår, der når ned til skuldrene og fuldskæg.

Beskrivelse

Mange sømænd har gennem tiden berettet om havfruer, der fulgte med skibet, og svømmede langs kølen i flere timer på de lange sørejser. Synet af dem har fyldt sømænd med både fryd og gysen, for havfolket er først og fremmest varsler, som advarer om havets luner og dårligt vejr. De skal derfor behandles særligt varsomt og hvis en havfrue går i fiskenettet, er det bedst at skære hende fri med det samme; ellers kan hun rejse et pludseligt stormvejr, der kan knuse både skib og mandskab.

Havfruer leger ofte i bølgerne og kaster deres perlekæder i vejret, så det ligner havskum. For at tiltrække sømænd vil de sidde på en klippe i vandet og kæmme deres lange, gyldne hår, mens andre synger og spiller harpe. Havfruerne bruger deres smukke ydre og sang til at lokke søfolk ned i dybet hvor de bor. Når skibe er ved at synke vil havfruerne cirkle om de nødstedte søfolk og følge dem ned i havets kolde dyb.

Nogle gange forelsker havfruen sig i et menneske, og tager personen med til havfolkets undersøiske rige. Personenen må derfor efterlade familie og venner på overfladen, og fralægge sin kristne tro. Nogle gange får de mulighed for at besøge landjorden igen, men de må samtidig love ikke at gå i kirke. Den stærket tro betyder dog ofte at mennesket bryder sit løfte og forvises fra at vende tilbage til havfolket igen. Børn af et sådan forhold vil altid være meget smukke med unaturligt blå eller grønne øjne og en stærk tiltrækning af havet. I mange tilfælde vil de også have arvet noget af havfolkets synske evner. De er nemlig ikke bare kendt for at kunne forudsige vejret, men også menneskers skæbne.

Havfolket lever i samfund på bunden af havet, hvor de har store, smukke bygninger, der er dækket af perlemor. Hernede holder de særlige hav-kvæg, der kan ånde under vandet, men som også kan gå på land og græsse. Når vinteren sætter ind og havet fryser til, hænder det, at havfolket tager form af mennesker og kommer op på land sammen med deres kvæg for at lade det græsse i oplandet langs kysten. I særlige perioder kan de nemlig trække deres fiskehale af og gemme dyrehammen på stranden mellem tang og sand. Det hænder også, at de søger ophold hos folk, der bor langs kysten og belønner gæstfrie mennesker med rigdomme og diverse halvmagiske genstande. Hvis mennesker derimod er ugæstfrie og driver kvæget væk, vil havfolket tage hævn og lade den enorme hav-tyr rode sandet op på stranden med sine lange horn. Det starter en sandflugt, der blæser ind over husene i flere dage.

Lykkes det at stjæle havfruens dyreham på stranden, får man samtidig magt over hende, så længe man gemmer skindet. En fisker, der har stjålet dyrehammen kan defor giftet sig med havfruen og beholde hende så længe skindet er låst forsvarligt væk i en kiste. Hvis havfruen finder den igen, brydes fortryllesen dog øjeblikkeligt. Så løber havfruen tilbage til havet og springe i vandet med sin dyreham og bliver aldrig set igen.

En særlig gruppe af havfolket er margygerne, som har troldeblod i årene og derfor er meget hæslige af udseende. De har skæl over hele kroppen, svømmehud mellem fingrene og lange hængebryster. Margygerne er i højere grad end andre havfolk fjendtlige overfor mennesker og de er da også blevet jagtet og dræbt af mennesker gennem tiden.

 

Vættekræfter

✡ Hvis havfruen gentagne gange dukker op ved boven af skibet med fisk i hænderne, vender sig mod skibet og leger med fiskene eller kaster dem mod skibet - så varsler det, at nogen om bord skal dø. Hvis hun selv spiser fiskene eller kaster dem i havet bort fra skibet, betyder det at alle om bord vil komme helskindet i land, lige meget hvor kraftigt stormvejr, der er på vej. Man skal derfor være dygtig til at afkode havfruens tegn.

✡ Havfruen kan spå menneskers skæbne og de deler gerne af deres hemmeligheder til gengæld for gaver.

✡ Havfolket er tæt knyttet til havet og har magt over vandets kræfter. De kan ikke bare varsle uvejr, men kan også sætte havet i et voldsomt oprør.

✡ Havfruerne har særlige evner til at udøve deres vættekræfter gennem sang og harpespil. De kan lokke selv standhaftige og rettroende søfolk til at kaste sig i havet til havfruerne.

✡ Havfolket kan under særlige omstændigheder lægge deres dyreham og træde op på land som hele mennesker. I godt vejr vil de nogle gange lufte deres dyreham på klipperne, mens de går i land.

✡ Behandler man havfolket med respekt, vil de ofte give belønninger tilbage. De kan både give mennesker rigdomme, og halvmagiske genstande, men også livslykke og fremgang.

Beskyttelse mod havfolk

✝ Man kan beskytte sig mod havfolkets lokkende sang og spil ved at stoppe ørene til.

✝ Det sker, at en død havmand flyder op på stranden, hvor fiskerne finder ham. Genkendes han ikke som en havmand, bliver han begravet på kirkegården og det sætter naturens luner i gang, for vætter hører ikke til på kristen grund. Begravelsen kan starte en sandstorm som først stopper, når man graver ham op og finder beviset på hans sande natur. Han vil nemlig ligge og sutte på sin pegefinger i graven. Har han nået at sutte fingeren til 2. fingerled er det for sent at gøre noget. Ellers flyttes han fra kirkegården og bliver begravet i sandbankerne.