Ellepigen ligner forfra en almindelig, køn pige. Møder man hende alene, vil hun ofte vise sig i bondekjole for at efterligne mennesker. Møder man derimode ellepigerne under ringdansen på engen vil de bære hvide klæder og lette, tågeagtige slør. Ser man elverpigen bagfra vil man opdage, at hun er falsk og hulrygget som en gamme, rådden træstamme.

Ellefolk / elverfolk

Det nordiske elverfolk lever en tilværelse, der på mange måder spejler livet på landet i gamle dage: De holder kvæg, dyrker markerne og de fødes og dør – ligesom mennesker og ligesom bjergfolket.

Men elvernes levesteder er anderledes. De lever dybt inde i skoven, i gamle elverhøje eller ude i ellemosen, og kaldes derfor også for ellefolk. De beskytter den vilde natur, og hvis mennesker strejfer ind på elvernes områder, er de i stor fare.

Ellepigerne er meget smukke væsner med lys hud og langt, korngyldent hår. De kunne faktisk ligne mennesker, men deres ryg er hul og rådden som et udgået træ. Med tiden mister de ungdommens skønhed og bliver langsomt til ellekoner, der er gamle og grimme skabninger med lange hængebryster, som de slynger hen over skuldrene, når de løber.

I morgengryet og skumringen kan man være heldig at se ellepigerne danse ude på engen. Under dansen vil de også synge og spille for at lokke unge mænd dertil. Det er meget farligt at opsøge de dansende elverpiger, for man bliver fortryllet af ringdansen, der kan vare hele natten. Lykkes det for ellepigerne at slutte ring om en person, er man forhekset resten af livet, men det kan også ende med at man dør af den langvarige ringdans. Faren ved troldfolkets dans og musik kender man også fra åmanden, der spiller på violin for at lokke folk ud i åen. Selvom man slipper væk fra elverpigerne, vil man altid føle sig draget mod skoven og elverne. Man bliver aldrig sig selv igen og de fleste bliver tungsindige, sære eller deprimerede – de bliver ”ellevilde”.

Selvom elverne lever isoleret, så har de alligevel kontakt med mennesker. Mange historier fortæller hvordan elverfolket sniger ind i husene om natten for at ”låne” genstande. De kan også finde på at tigge om mad og husly eller bede om at låne sølvtøj til arbejdet i elverhøjen. De opsøger også landsbyens “kloge koner” for at bede om hjælp ved børnefødsler og tager dem med tilbage til elverhøjen.

Elverne eftertragter menneskebørn og de bytter deres egne elverunger ud med spædbørn, hvis de kan komme til det. Disse forbyttede børn ligner mennesker, men er i virkeligheden skiftinge.

Trodser eller provokerer man elverfolket, har de evner til at ramme mennesker med usynlige pile, der udløser smerte og sygdom. Uforklarlige smerter kaldes derfor for elverskud og udslet på huden kaldes elleblæst. Elverne kan også nøjes med lettere straffe og lede folk på vildspor i skovene.

Vættekræfter

Elverne kan forføre mennesker med deres magiske dans og sang. Fortryllelsen kan ende med at man mister forstanden og bliver ellevild.
Ellefolket kan skyde usynlige pile efter mennesker og dyr. Skuddet påfører pludselig sygdom eller smerte uden at efterlade et sår. Man kalder symptomerne for elverskud.
Ellepigen kan forvandle sig om til elletræer eller elletrunter (træstubbe). Nogle gange bliver elverpigerne bare til tåge og efterlader kun en afsveden ring, der hvor de dansede på engen.
Ellekonens mælk er meget potent. Hvis elverne har bortført et spædbarn, bliver det opflasket med elvernes mælk og udvikler elvertræk.

Beskyttelse mod ellefolket

Elverfolkets forbandelser og magi kan brydes ved at støbe bly over hovedet på offeret. At støbe bly betyder at man lægger personen i sengen og hælde smeltet bly ned i en skål over personens hovede.
Hvis man er blevet ramt af ellefolkets vildfarelse, så kan man vende vrangen ud på ydertøjet og tag den på igen bagvendt. Herefter kan man finde vej igen.
Hvis man vil forhindre at elverfolket skulle snige sig ind i huset, kan man lægge stål, nåle eller lignenede genstande på dørtærsklen. Det forhindrer ellefolket i at træde indenfor døren.
Hvis man ridser et kors i brød og bagværk, kan ellekonen ikke stjæle det.
Bliver man jagtet af ellekonen, skal man prøve at løbe ind på marken tværs over pløjefuerne, for dem kan ellekonen ikke krydse. Alle vætter betragter markens pløjefurer som en kristen ting, og det kan de ikke lide. Det kan også hænge sammen med at marken pløjes med stålplov, for vætterne bryder sig heller ikke om stål.