Helhesten

Helhesten – Dødens budbringer

Når natten er tung, og månen kaster sit blege skær over jorden, kan man høre den – en slæbende, ujævn gang, der giver genlyd mellem husene eller over kirkegårdens hvælvede grave. Helhesten er på vej. Den bevæger sig haltende, for den mangler et forben, og dens hestesko sidder løst og klirrer i mørket. Nogle siger, at den også mangler sit hoved, mens andre hævder, at dens øjenhuler gløder som levende ild. Uanset dens skikkelse bringer synet af den kun én ting: et uundgåeligt varsel om død.

Et varsel om døden

Helhesten er ingen almindelig ånd. Den er Dødens bedemand, et væsen, der færdes i skyggerne for at varsle, at nogen snart vil dø. Den, der ser den, må frygte for sit eget liv – eller for en slægtning, hvis tid nu er kommet. Mange, der har mødt helhesten fortæller, at de aldrig blev de samme igen. Som om noget af dem gik tabt i mødet. Nogle blev syge, andre mistede forstanden, og enkelte forsvandt helt uden spor.

Kirkens beskytter

Sagn fortæller, at Helhesten opstod som følge af en gammel skik. Når en ny kirke skulle bygges, begravede man en levende hest på byggepladsen. Dette skulle beskytte kirken mod trolde og mørkets væsner, som ellers ville forsøge at rive den ned om natten. Men ofringen skabte også en urolig ånd, en kirkevare, der blev bundet til stedet for evigt. Måske er det derfor, at Helhesten halter – man huggede dens ene ben af, så den aldrig kunne forlade sin grav. Eller måske er den sendt af Hel selv, underverdenens herskerinde, hvis skæve gang spejler sig i den halte hests skridt.

På visse nætter, især ved fuldmåne, kan man høre lyden af dens skridt i brostensbelagte gader eller hen over kirkegårdens stier. Sommetider viser den sig som en silhuet mod den tågeindhyllede horisont, et mørkt omrids, der kun bliver tydeligere, jo længere man stirrer.

Men uanset hvordan den viser sig, betyder dens tilstedeværelse altid én ting – døden er nær.