Mørkalferne

Skumringens væsner

Mørkalferne er væsner af stilhed og skygge. De hører ikke hjemme blandt de levende, men har heller ikke forladt denne verden. De lever i skumringslandet – en tåget grænse mellem liv og død, hvor tid ikke flyder som hos os, og hvor døren til det ukendte står på klem.

Disse væsner bevæger sig lydløst gennem vægge og døre, eller de synker ned i jorden som tåge, forsvinder i et blink og efterlader kun en uhyggelig kulde i rummet. De kan ikke dræbes med sværd eller stål – menneskelig magt bider ikke på dem.

Fjerne forfædre

I oldtiden ærede man mørkalferne som hellige væsener. Ved årets afslutning ofrede man til dem på særlige sten – alfekværne – og bad om beskyttelse, helbredelse og velsignelser for det kommende år. De blev ikke betragtet som fjender, men som kræfter, der skulle æres og frygtes.

Mange mente, at mørkalferne var afdøde slægtninge, som var vendt tilbage i en ny form – hævet over menneskelige behov, men stadig knyttet til deres slægt og hjemegn. De kunne derfor bringe både hjælp og ulykke, alt efter hvordan de blev behandlet.

Skyggens vrede og nåde

Den, der trodser mørkalferne, vil hurtigt lære, at de ikke er til at spøge med. De straffer respektløshed med forbandelser, sygdom og død. Et menneske, der pludselig bliver ramt af en uforklarlig lidelse, kan meget vel have forstyrret mørkalfernes domæne – eller blot talt letsindigt om dem.

Alligevel er mørkalferne ikke kun hævngerrige. De kan også vise nåde og hjælpe dem, der lider. Der fortælles om mennesker, der har fået lindring fra stærke smerter eller endda blevet helbredt af mørkalfer, hvis de har ofret eller henvendt sig i ærefrygt.

De siges også at kunne åbne døren til alfernes rige for sjæle, der er værdige – ikke blot som dommere, men som vogtere af det hinsides. Enkelte fortællinger antyder, at særligt udvalgte mennesker kan forvandle sig til mørkalfer efter døden – måske store konger, høvdinge eller dem, der i livet havde vist dem særlig hengivenhed.

Mellem liv og død

Mørkalferne er ikke væsner af had eller kærlighed – de er skygger fra en ældre orden, hvor liv og død ikke var adskilt som i dag. De vogter portene mellem verdenerne, og de, der ærer dem, kan få hjælp. Men de, der forstyrrer dem, risikerer at mærke deres mørke kræfter på egen krop.

Når tågen lægger sig lavt, og luften bliver tung uden grund, så se dig over skulderen. Måske er du trådt ind i mørkalfernes domæne – og måske ser de dig allerede.

Vættekræfter

  • Alfeblæst og alfeskud: Mørkalferne kan ramme mennesker med usynlige angreb. Alfeblæst viser sig som pludselige udslæt eller nældefeber, mens alfeskud kan forårsage stærk smerte, sygdom og i værste fald død.

  • Usynlighed: De færdes uset, men kan vælge at vise sig – ofte i skikkelse af skygger, slørede figurer eller som svage lysglimt i mørket.

  • Åndernes ledsagere: Mørkalfer bortfører ikke levende mennesker, som elver- og bjergfolk gør – de tager kun de døde med sig, og de bringer dem til alfernes rige.

  • Lindring og helbredelse: De kan lindre smerter og kurere sygdomme, hvis de viser nåde – eller hvis de påvirkes af gamle ritualer og ofre.

Beskyttelse mod mørkalferne

  • Kast stål: Den mest kendte metode mod alfernes vrede er at kaste stål over den syge. Man tager en genstand af jern – en kniv, en hestesko eller et andet stykke metal – og kaster det hen over hovedet på den ramte.

  • Stål ved sengen: Ved alvorlig sygdom kan man hænge en genstand af jern over sengegærdet, så mørkalferne ikke tør nærme sig.

  • Respekt og tavshed: Den sikreste beskyttelse er dog respekt. Tal aldrig hånligt om mørkalferne, og træd varsomt ved gamle høje, skovbryn og sten, der bærer tegn på offerhandlinger.